Var det mon i sikker Forventning om Sukces'en, at Bestyrelsen tillod sig at ryge Krise-Cigarer og smile Solskinssmil, mens hele Skarer af Lærere, Lærerinder, Ø. S.ere, Fondsmedlemmer, Annoncører, Elever og Elev-Forældre defilerede forbi dem?
Jeg ved det ikke, men optimistiske saa de i alt Fald ud. Og da jeg selv to Gange forgæves havde søgt at finde en Plads i Salen og derefter maatte fortrække til Balkonen, saa var ogsaa jeg optimistisk indstillet.
Ø. S.s ny Formand, Vilh. Baumgarten, indledede Aftenen med at byde Velkommen og rette en Tak til Skolen og Hr. Inspektør Hjelme for den Imødekommenhed, der var vist os ved Tilrettelæggelsen at Aftenens Program. Derefter overtog Inspektør Hjelmes Kvartet Scenen og underholdt Forsamlingen med dejlig Musik, indtil en Flok langbenede, solbrændte Pigebørn fra Frøken Edith Petersens 1. fri Mellemskoleklasse henrykkede den ganske Sal med Recitation og Sang. - Det var et yderst fikst Arrangement, og jeg maa indrømme, at jeg var kendelig imponeret af den Scenevanthed, hvormed Pigerne een for een kom frem foran det røde Tæppe og flot afleverede hver sit Vers af Chr. Winthers Digt »Sjælland«. Der var ikke noget, der hed Lampefeber, nej, de deklamerede og agerede paa Livet løs med klare, tydelige Stemmer til Fryd for Tilhørerne og til Ære for Deres Lærerinde.
Herefter fulgte en hel lille Afdeling Høj-Dramatik; Tæppet gik til Side, og vi præsenteredes paany for 1. fm., som opførte »Kong Harald og Islændingen«. Kulisser eller særlig Kostumering fandtes ikke, og det var ogsaa et ganske underordnet Spørgsmaal, det gik storartet foruden. Mens Islændingen tog en Afstikker til Danmark og ligeledes efter Dramaets lykkelige Afslutning sang Pigerne »I alle de Riger og Lande«. De havde saadan nogle søde Stemmer, og de 500 Publikummer klappede begejstret og forsøgte omgaaende at konkurrere med dem i Fællessangen: »I Danmark er jeg født«.
Saa blev Lysene slukket, Filmsapparatet summede, og snart rullede Gunnar Wangels Danmarksfilm over det hvide Lærred. Det er en ualmindelig smuk Farvefilm, et Indtryk, der yderligere forøges af de snart blide og stemningsfulde, snart brusende og inciterende danske Melodier, der ledsager Filmen.
Efter Danmarksfilmen fulgte en meget interessant og ikke mindre farvestraalende Filmsreportage fra Danmarks Deltagelse i Verdensudstillingen i New York og fra de store Festligheder, der blev afholdt i Anledning af Danmarksdagen den 5. Juni 1940.
Inspektør Hjelme talte derpaa ganske kort (jeg holder mig til Programmet, sagde Inspektøren) om Skoleforeningen og Konfirmationsfondens Virksomhed, glædede sig over den Agtelse, der altid havde bestaaet mellem Skolen og Foreningen, og udtalte Haabet om, at begge Parter i Fremtiden maatte kunne glæde sig over et godt Samarbejde. Som en Understregning heraf lød lidt efter Hartmanns og Gades Toner ud over Salen, hvor de blev modtaget med stærkt Bifald.
Vilh. Baumgarten benyttede nu Lejligheden til at agitere en Kende for Skoleforeningen og bad Publikum have Ø. S. i Erindringen, naar vi i Fremtiden kaldte paa dem; desuden kunde enhver Interesseret henvende sig til Bestyrelsen efter Underholdningen og faa alle Oplysninger om Ø. S. og Fonden.
Saa sang Pigerne igen som smaa Lærker under Himlen, og Festen afsluttedes, medens Forsamlingen staaende sang »Der er et yndigt Land«.
En dejlig Aften var til Ende, og man gik i leende og snakkende Klynger ud i den lyse Sommeraften, tilfredse med Ø. S. og med Sæsonens første Arrangement.
Alice Nielsen.
i "SKOLEKAMMERATEN" juli 1941.