H I S T O R I E N

Den dengang kendte grosserer, grundejer og bygherre, Herman Ebert, havde i 1900-04 bygget de første karreer i det kvarter ved Holmbladsgade, som han lidt prætentiøst navngav "Bellevue Kvarteret".

Dermed voksede behovet for en skole til børnene af kvarterets nye indbyggere og det omliggende Sundbyøster, der var i hurtig forandring fra landbrug til industri og boligområde.

I 1904 solgte Ebert derfor en af sine grunde til Københavns kommune for kr. 27.202. Arkitekt O.R.Langballe tegnede en skolebygning i såkaldt kommunal Firenze-stil, og i 1905 bevilgede Københavns Borgerrepræsentation den nette sum af 254.000 kroner til bygning af Østrigsgades Skole, eller Østerrigsgades, som den hed i begyndelsen fordi navnet på nationen dengang blev stavet sådan.
Skolen begyndte officielt sit virke den 1. april. Bygningen blev dog først taget i brug den 13. august samme år.

Læg mærke til at skolen ligger med frit udsyn med undtagelse af boligkarreen mellem skolen og Holmbladsgade, hvor Østrigsgade 5-7-9-11-13 og 6-8-10-12 samt Donaugade 5 og 7 først blev bygget flere år efter skolen stod færdig.
Folketallet for Amagerbro Kvarter var beskedne 151 sjæle ved folketællingen i 1901 og 254 i 1906. Derefter steg det eksplosivt de følgende år i takt med bygningen af de klassiske lejekaserner der skød op som paddehatte og øgede befolkningstallet til 3392 i 1911 og  knap 5000 i 1916. Børnerige arbejderfamilier der flyttede til Sundbyøster for at arbejde i de mange små og mellemstore industrier og fabrikker der erstattede det hidtidige landbrug. Så stor var søgningen til Østrigsgades Skole, at der i 1909 måtte opføres tre skolebarakker med 6 klasseværelser til supplement til skolens 27 egne rum.



Barakkerne havde nu ikke stået mere end et årstid, før de igen blev taget ned for at blive sat op i Husumgade. Barakkerne vendte dog tilbage i 1914, for at blive opført på grunden, hvor nu "Den Lille Skole" står. Her stod og virkede de frem til "Husvilde­afdelingen" 1918 tog dem i brug. Omkring århundredeskiftet havde industrien en kraftig højkonjuktur. Der skete en naturlig vandring af landarbejdere til byernes mange nye arbejdspladser, i hvis nærhed det også var nemt at få noget at bo i.
Der var bygget så mange boliger i København, at man i 1880'erne tilbød folk måneders huslejefrihed bare for at flytte ind i de tomme lejligheder, og 1906 var der alligevel 12.000 ledige lejligheder i København.
Men det fik en ende da udviklingen tog fart. Det efterfølgende tiår bød på barskere tider, velsagtens forstærket af Første Verdenskrig, og mange tusinder var husvilde og ude af stand til egen forsørgelse.
Skolens gymnastisal blev taget i brug som udleveringssted fra folkekøkkenerne. Skoleinspektøren skriver 1918: "De 3 Skolebarakker i Ungarnsgade, indeholdende 6 Klasseværelser, blev rømmet 1. august 1918 for at tages i Brug af Husvildeafdelingen".

Det er med Minder omtrent som med Mæslinger, de kommer, uden at nogen kan sige hvorfra, og Smitsomheden er den størst mulige. Maaske er den egentlige Aarsag meget ligetil, at vi synes, at den Tid, vi nu oplever, har et temmelig ubehageligt Præg. Vi flygter hellere end gerne tilbage til en svunden Tid, der synes ganske anderledes vidunderlig.
Jeg stod i Aulaens Indgang ved Danmarksaftenen forleden og genskabte i Erindringen Skolens allerførste Barakker, de graa Tingester, som i sin Tid - jeg tror, det var i 1910-11 -, da Skolen savnede Plads, blev smækket op paa Hjørnet af Serbiens gade, vis-à-vis Inspektørens Have.
Jeg gad vide, om der er nogen, der har Erindringer fra dem - saa kom frem med dem. For mig staar de endnu lyslevende og minder paa en sjov Maade om en kær gammel Skolelærer med et kært gammelt flosset Spanskrør bag sig.
Storstilethed udmærkede Barakkerne sig afgjort ikke ved, og kom man indenfor i de smaa fordringsløse Klasseværelser, stod Tiden ligesom stille. Revet ud af det store Maskineri paa den anden Side Gaden hyggede man sig med gammeldags Kakkelovn og greb sig i at kigge bagud efter Viftepalmen, den opspændte Parasol og Støvfanger, der var Prydsgenstanden i vore Bedsteforældres Plydsesdagligstue.

Vinduerne sad højt og gabede lige ud mod Friheden. Over den matte Halvdel saas den blaa Himmel, som altid bliver dobbelt blaa, naar den ses i smaa Partier. Om Foraaret smøg Duften fra de smaa godt gødede Haver i de omkringliggende ubebyggede Grunde sig oplivende og forfriskende ind gennem Vinduerne og mindede os saa kønt om Landet, og sprang vi op paa Bænkene, hvad vi selvfølgelig ikke gjorde, havde vi landligt Udsyn helt over til Remisen, hvor Kammeraterne sprang omkring paa den støvgraa Boldbane, ganske bitte smaa og lignede Lopper paa et Lagen.
Noget ideelt Forum for Andreasens Løverøst var Barakkerne just heller ikke, og at arbejde med Sordine laa ikke for Andreasen. En mærkelig Mand var han. Et Billede paa Naadigherre-Aanden. Vi forstod ikke ham og han vist for den Sags Skyld heller ikke os. Vi kom aldrig paa Bølgelængde, for at bruge en dengang ukendt Glose. Men jeg skal ikke beklage mig over Tugtens Aand og Haand, selv om den var haard - som de Kæmpeegoister Børn er, var vi vist ikke heller blide ved ham. Selv om vi var immun overfor alle Andreasens Forsøg paa at tvinge raske Drengesjæle i Haarddisciplinens Spændetrøje, saa rystede vi alligevel fælt i Bukserne, naar han med lynende, vagtsomme øjne og Spanskrøret paa Rygge spankulerede op og ned mellem Bordene og lod sin morsomme Stakatostemme runge ud over Gaden. Han blev paa en Maade original ved det Bulder, der stod om ham. Vi søgte at stille ham tilfreds med et Minimum af Energi og Ulejlighed.
Mange Hundrede er de Drenge, som i hans halvt Hundrede Embedsaar passerede, nej, der som en altid urolig Horde drog snakkende, snydende, legende og støjende igennem hans Liv, og man maatte beundre den Vivacitet og Spændstighed, han for maaede at bevare højt op i Aarene. Da han naaede den Alder, hvor man bør lægge op, gjorde han det kun med et stort Suk. Han var den første Personlighed, vi mødte paa Skolens Kateder, og vi bevarer en tydelig Erindring om ham som den gammeldags Lærertype, der uddøde med ham.

Nebukadneser.
i "SKOLEKAMMERATEN" juli 1941.