Gensyn med Thorø og Vesterbog

Gensyn med øen Torø og feriekolonien Vesterborg 6. august 1997.

Vi skal over og opleve den lille ø Torø. Jeg var på koloni derovre i sommeren 1958 - så for mig bli'r det et gensyn.

For omkring 5 år siden blev øen landfast med Fyn. De stærke strømforhold i Torøsund dannede i løbet af et års tid en ca. 50 meter bred tange, som nu kan befærdes til fods, eller med traktor. Ruth og jeg cykler fra Assens tyve minutter over otte og ankommer til fiskerlejet Torøhuse i det flotteste solskin kvart i ni. Vi har talt med Flemming Winther på Torøgård i telefonen fra Assens og han siger det er i orden, at vi kommer derover. Han fortæller at man ikke kan køre på cykel på øen. Alligevel trækker vi vores cykler med, fordi vi skønner det vil være lettest med vores tunge tasker hængende på styret. Det er det også noget af vejen, over stejlepladsen og forbi garnhytterne går det fint, men inden vi når øen må vi igennem et bredt sandbælte helt uden vegetation, og vi må mase godt i det for at få cyklerne med igennem Taskerne er fyldt med mad, kaffe, en liter mælk, kamera ect.

Så snart vi er igennem sandet er det let nok, nu er vi på græsklædt strandeng og stiger op i skovbrynet over en lav brink og trækker hen ad en smal jordvej. Vi har skoven på venstre hånd - marker på højre. Det var på en af disse marker at vi stjal gulerødder - i 1958. På den anden side af marken får vi øje på Skovhytten, en rød barak med en lille tilbygning ud mod vejen. Det var den koloni vi i 1958 marcherede forbi under vores "oprør", hvor mange af os imod instruksen havde forladt Vesterborg for at gå øen rundt. Jeg kan stadig huske da vi passerede Skovhytten - lærerne stod i vinduerne og kiggede måbende efter os.

Cyklerne har nu tjent sit formål og vi låser dem til et træ og fortsætter frem ad den støvede jordvej. Det er næsten 40 år siden jeg var her sidst, men her virker ikke forandret. Vi når hen til den åbne græsmark, hvor der i 1958 lå en fodboldbane. Jeg ser til min overraskelse, at der ligger en lille svinefarm, hvor unge mennesker fra produktionshøjskolen på Torøgård går og arbejder.

Lidt efter er vi fri af nogle træer på højre hånd og Vesterborg kommer til syne. Bygningen ligger fuldstændig som jeg husker den - som et gammelt gulnet sort-hvid billede, der pludselig får farver. Der er mennesker på kolonien. Mellem "borgen" og lærerboligen sidder de ved borde og bænke og spiser morgenmad. Bortset fra et ildsted midt på gårdspladsen er alt som dengang. Vi hilser på to yngre mænd som står ved flagstangen og skal til at hejse flaget. Jeg fortæller at jeg har været her for mange år siden og spø'r om de har noget imod, at vi går rundt og ser os omkring. Det har de ikke.

Vi går over mod det der dengang var kuffertrummet - der er nu brændeskur - man kan stadig se tagvinduerne i taget men vægplankerne er væk, taget bæres oppe af stolper. Vi ta'r et par billeder, bl.a. et hvor jeg bøjer mig ned mod et af kældervinduerne, for som dengang at se hvad vi skal ha' og spise. Vi fortsætter ad vejen hen til stranden som vi benyttede i 1958. Her er der forandret, før skrånede terrænet jævnt ned, nu skal man ned ad en to meter høj skrænt.

Nede på stranden går vi mod nord hen til den store strandeng på øens nordvestlige del. Jeg vil ud til korset som jeg husker fra dengang. Engen bli'r brugt til græsning for produktionshøjskolens køer, så vi må under et elektrisk hegn for at komme derud. Jeg ved hvor korset skal være, og kan godt skimte det helt ude hvor kragerne vender. Vi glæder os til at få mad, kaffe og te og lidt stærk tobak, som ligger i en plastikpose i tasken. Vi trasker igennem det tætte græs udenom de talrige kokasser, syd om et lille kær og videre hen til korset.

Korset står flot og imponerende helt ude i strandkanten som en slags galionsfigur. Jeg ved ikke hvorfor det er rejst og jeg husker ikke at det stod på en firkantet sokkel, den kan selvfølgelig have været sandet til i 1958, men det er underligt, for det virker større end jeg husker det - det burde vel være omvendt!

Stensoklen er god at sidde på med korset som ryglæn. Man kan se Assens i varmedisen ovre på fastlandet 21 kilometer væk. Det var vist min klassekammerat, Eilif Madsen der dengang tog mig med ud til korset. Min fantasi har altid omgæret det med en vis mystik, jeg vidste jo ikke hvorfor det var blevet rejst på dette øde sted, og ligesom korset over Alamo, anede jeg, at her var foregået noget tragisk. Vi sidder dejligt og nyder alle vores herligheder. Der er myriader af Svirrefluer og Mariehøns overalt. Vi tager billeder af hinanden og snakker om nogle meget specielle skyformationer som ligner krudtrøgen fra tre forskellige kanonskud affyret fra næsten samme sted ovre mod øst.

Pludselig får vi besøg af en af de unge mænd, som vi snakkede med på kolonien. Han er blevet nysgærrig efter at se korset, som jeg havde omtalt. Han er fra Odense og har være på et tredages ophold på Vesterborg for sindslidende. Vi snakker om miljø, international solidaritet, og om bevarelse af gamle huse. I den forbindelse fortæller han en morsom historie: En tysk turist i Odense havde engang spurgt ham om Odense var blevet bombet under krigen, siden der var så mange nye huse imellem de gamle, især havde turisten spekuleret på om der ligefrem havde været "tæppebombet" i det bælte hvor den nye motorgade skærer sig vej ned til havnen, hvor den ender blindt. Da tyskeren havde fået forklaret at Odense /ikke/ var blevet ramt af bomber, men at odenseanerne på eget initiativ, havde revet de gamle huse ned, var han blevet fuldstændig paf!

Vi snakker med fyren i henved en time, så skal han tilbage til kolonien og pakke - tredages opholdet er forbi. Vi ta'r afsked med ham og takker for en god snak.

Jeg aner muligheden for at vi kan få Vesterborg helt for os selv. Vi drikker kaffe og te og pakker vores ting sammen. Vi vil i vandet, vi er helt klæbrige af sved og søger ned langs sydkysten hvor vi finder et dejligt sted. Der er en smule stenet men det er alligevel let nok at finde sandbund. Vandet er forbavsende koldt men det er et "herligt chok" at komme under. Vi svømmer frem og tilbage langs kysten og nyder det et stykke tid Jeg går op og drikker kaffe. Ruth bliver i vandet. Jeg får øje på nogle køer som bliver drevet ind på strandengen og op over skovbrinken til et græsareal bag træerne. Jeg antager, at det må ha' været den vej Eilif og jeg benyttede da vi i sin tid skulle ud til korset. Jeg ser at Ruth går langs stranden og samler sten. Jeg er så betaget af stedet, at jeg giver mig til at skrive om vores oplevelse på en lap papir Selv om vi ligger lige i strandkanten er det bagende varmt og Svirrefluerne og Mariehønsene forsøger tilsyneladende at tilbageerobre den del af deres domæne vi har koloniseret. Ind imellem holder jeg øje med flagstangen på Vesterborg. Jeg ser frem til at opleve kolonien alene sammen med Ruth. Jeg ta'r et billede af hende mens hun samler sten.

Pludselig er flaget strøget! - så er der altså håb - jeg fortæller det til Ruth og hun kommer hen og viser mig nogle flotte sten. Vi drikker kaffe og te og begynder at tage vores tøj på. Nu trænger vi til at komme op under træerne og være lidt i skyggen. Vi går over mod skråningen hvor køerne blev drevet op. Jeg vil tal et billede derfra ud over engen. Der er en flot udsigt. Vi kravler under elhegnet og kommer ind på den græsmark hvor der også var fodboldbane i 1958 og hvor jeg blev indblandet i et slagsmål med en dreng der hed Anton.

Han var fra en skole på Frederiksberg og gik for det meste rundt i en FBtrøje ligesom flere andre af hans kammerater. Jeg kan ikke huske hvorfor vi kom op at toppes, men jeg husker at jeg slog hårdt fra mig fra starten og gjorde ham bange - derefter bevægede vi os rundt om hinanden med næverne foran ansigtet. Der samlede sig hurtigt, som ved ethvert slagsmål i en skolegård, en ring af tilskuere rund om os. Jeg var ikke sikker på om han endnu havde fået nok, men jeg håbede det - i hvert fald angreb han ikke! Så blev jeg ramt af en tanke om at skulle brillere - jeg ville dreje en hel omgang om min egen axe, men kun halvejs omkring stod jeg pludselig ansigt til ansigt med en af Anton's kammerater som tydeligvis havde været på vej ind mod mig bagfra! Det var et rent tilfælde, at jeg havde fået den indskydelse med at dreje rundt om mig selv, men nu følte jeg at der gik ligesom et sus igennem tilskuerflokken, i deres øjne måtte jeg jo ha' været i besiddelse af en sjette sans, og fra det øjeblik blev jeg stiltiende anerkendt som sejrherre. Anton og hans kammerater forlod kamppladsen og jeg åndede lettet op.

Jeg fortæller Ruth om episoden og ta'r et billede nogenlunde fra samme sted. Den aflange bygning som vi opholdt os i når det var dårligt vejr ligger ca. 20 meter fra "borgen" og jeg har en klar opfattelse af hvor den lå i forhold til kamppladsen. Denne opholdsbygning er i dag indrettet med belægningsstuer med selvstændigt køkken og bad, - dengang var der et stort rum med jernstænger i loftet og borde og bænke hvor vi sad og tegnede og spillede Dam. Jeg husker en dreng fra en fremmed skole, som hed Claus, han var meget dygtig til at tegne naziofficerer, og jeg kunne godt lide at sidde og se når han tegnede, jeg tror, at hans far havde været nazist under krigen, han erklærede i hvert fald, at hvis nogle af lærerne så meget som rørte ham, ville han sige det til sin far og så ville den pågældende lærer komme til at se "en prøjserreaktion"!

Vi står midt på Vesterborgs græsklædte gårdsplads, kolonien er helt forladt. Ruth går op ad "borgens" brede stentrappe og ta'r i døren - til vores store overraskelse er døren åben! Vi går forventningsfulde indenfor og ser os omkring. Det er en meget speciel bygning. Den er tegnet af arkitekten Åge Lønborg Jensen og opført af Harald Plum, en excentrisk rigmand fra Assens som havde købt Torø af en anden rigmand i 1917. Plum ville oprette et egnsmuseum for kunst, arkæologi og folkeliv i "et rundt tårn med kuppel, spir og tre tilbygninger mod øst, nordvest og sydvest, med tjenestebolig for museumsdirektøren sydøst for anlægget". Direktørboligen blev bygget og museumsbygningen med tilbygninger nåede også at komme op, men kuplen og spiret blev der aldrig noget af fordi pengestrømmen tørrede ud i 1929 da Plums finansimperium brød sammen. For at undgå sine kreditorer trak han sig tilbage til Torøgård og skød sig en kugle for panden.

i 1930 blev Torø solgt til Københavns Kommune og Københavns lærerforening indrettede museumsbygningen til feriekoloni under navnet Vesterborg, og direktørboligen til lærerbolig.

Lige indenfor den dobbelte hoveddør er der et stort moderne køkken - i 1958 lå køkkenet i den østlige tilbygnings kælderetage. Her var vi forment adgang - det var økonomaens og køkkendamernes domæne. Køkkenet lå i forbindelse med spisesalen som optog hele hovedbygningens cirkulære kælderetage. Det var her jeg sad og døjede med den mad, jeg på grund af min kræsenhed, havde så svært ved at få ned, og hvor jeg ved morgenmaden, til en af mine skolekammeraters forargelse, æltede sukkeret ind i havregrøden med skeen, noget jeg havde lært hjemmefra, men som han mente var, at lege med maden! Det var også her i spisekælderen vi blev råbt op når der var brev til os. Jeg husker en dreng vi misundte fordi han fik så mange breve, han hed Erik Tølløse og gik altid i Tyrolerbukser af skind med klap foran. Han fik brev næsten hver dag, og efterhånden lød der en hujen når hans navn blev råbt op.

I stueetagen og på førstesalen var der sovesale. Sengene stod i en vifte ud fra midtersøjlen og ydervæggene. Inde i midtersøjlen fandtes en vindeltrappe fra kælderen helt op til taget. Jeg husker ikke i hvilken sovesal jeg lå i, kun at min seng stod i den østlige runding med hovedgærdet mod ydervæggen. det var køjesenge og jeg lå øverst. Inde i stueetagen er der borde og bænke hele vejen rundt, de er rundede så de passer til bygningen, og jeg er næsten helt sikker på, at det er de selvsamme borde og enke vi spiste ved i 1958. Vi er begge ret betaget af denne spændende bygning, og det at ku' gå frit rundt og udforske hver en krog. Vi sætter os ved et af bordene og spiser resten af vores medbragte mad, jeg har kun en enkelt kop kaffe tilbage på min termokande som jeg nyder til maden. I spisesalen hænger der tre malerier som er malet i 1945 under signaturen EIN. De forestiller drenge i gang med forskellige aktiviteter - fodbold, badning og hulebyggeri. Jeg husker dem ikke fra 1958, men de har utvivlsomt været her.

Ruth kalder ude fra køkkenet: Hvis vi havde haft kaffe med, ku' vi ha' lavet kaffe! Jeg går derud og får øje på en kaffemaskine på køkkenbordet, ved siden af står der to dåser, som jeg straks åbner - der er både kaffe og te! - jeg er målløs! Der hænger oven i købet kaffefiltre på væggen!

Mens kaffemaskinen snurrer fortsætter vi vores udforskning af bygningen. den øverste etage er opdelt i to-sengsværelser med moderne bad og toiletrum. I 1958 var der badeværelser og toiletter i stuen og på første sal i den østlige tilbygning. Her blev vi ved ankomsten til kolonien vasket grundigt i opvarmet vand af køkkendamerne, inden vi blev sluppet løs. Til daglig var der kun koldt vand i hanerne, - derfor gik de fleste af os let hen over den personlige hygiejne.

I den sydvestlige tilbygnings kælderetage er der et hyggeligt afslapningsrum med bløde orangefarvet lænestole opstillet side ved side i en buet hestesko. Der er tæppe på gulvet og væggene er sortmalede. På loftet har en vittig sjæl skrevet med kridt: bolle lege rum!

Nu er kaffen færdig og vi dækker op ved et af bordene ude på gårdspladsen. Vi opdager, at lærerboligen ligeledes er ulåst. Også her er der indrettet værelser til overnatning for koloniens gæster.

Vi nyder rigtig vores kaffe og te. Få meter fra hovedbygningen mod vest er der bygget en flot trappe ned til stranden. Her sætter vi os og nyder udsigten ned mod Torøgård, eller rettere: Der hvor Torøgård lå inden den brændte i 1981. Langt ude i sydvest bag det blinkende Lillebælt kan vi se Nørreskoven på Als og nordspidsen af øen med Havnbjerg og Pøl og Nordborg. Længere nordpå er det Halk Hoved og højderne på Haderslev Næs.

Erindringer fra 1958 bli'r ved at dukke op, jeg kan huske, at jeg havde min blå målmandstrøje med på Vesterborg. Mor havde syet et hvidt et-tal på ryggen, jeg var startet i Sylvia i foråret, og var kommet på hold som målmand. Gordon Nielsen fra min klasse "skød på mig" ved målet nærmest skrænten på vestsiden af øen. Jeg håbede at komme på koloniens fodboldhold når vi skulle spille mod Torøgård og kom det også - der blev oprettet to hold, et for de store og et for de små. Jeg kom til at stå på mål på de små's hold og spillede en god kamp på den bane hvor jeg sloges med Anton. Målmanden på de stores hold hed Pierre, han forsvarede målet i en kamp på Torøgårds bane som vi alle var henne og se. Jeg kan huske, at jeg stod bag hans mål og beundrede ham.

Der var en dreng med på kolonien som hed Erling, fra Øresundsvejens skole, han gik i Leif Kindbergs klasse og var ca. 11 år ældre end mig. Han var god ved de mindre drenge og Gordon og jeg legede godt sammen med ham. Vi byggede huler tæt ved skovbrynet, hvor svinefarmen nu ligger. På et tidspunkt, hvor jeg sammen med en af mine jævnaldrende kammerater var på vej ind i en af hulerne på alle fire, kom vi til at overraske et par af de større drenge i færd med at "afprøve deres spirende kønsdrift". Jeg følte mig øjeblikkeligt frastødt og bakkede ud af hulen igen!. Jeg husker også, at jeg hjalp en dreng der hed Benny med at sammenflikke et sørøverkostume til en udklædningskonkurrence som lærerne havde arrangeret. Benny udviste en utrolig opfindsomhed og var snart udstyret med træben, krykker og klap for øjet.

Jeg be'r Ruth om at tage et billede af mig hvor jeg sidder på stentrappen op til hovedbygningen. Her sad vi i solen og svedte et par timer i 1958, som straf fordi vi havde forladt kolonien og var gået øen rundt. En af lærerne på kolonien var Hr. Nancke fra Øresundsvejens skole, ham havde vi respekt for, ikke fordi han slog, men på grund af hans barske og alvorlige blik. Jeg havde haft ham i fysik i 1FMA fra starten af skoleåret 1957-58.

Nu har vi været på øen i henved otte timer og vi begynder at pakke vores tasker. Vi går over græsmarken ved svinefarmen hen mod skrænten og videre langs kysten til den nyopførte Torøgård. Vi ta'r dobbeltbilleder over mod Torøhuse og fortsætter langs sydkysten over sandtangen tilbage til skoven hvor vi efterlod vores cykler. På tilbagevejen gennem sanddyngerne får vi øje på en dejlig badebro og får lyst til at gå i vandet igen.

Kaj Kolding Andersen
© 1997, 2007.

Hvis man overhovedet har været på "Vesterborg" husker man formentlig bedst den karakteristiske runde bygning.
Dêr er billederne taget.