KOLONI

    »Hvis der er nogen, der har Lyst til at komme paa Som­merlejr i Horserød, kan de mel­de sig hos mig.« Det var den for­jæt­tende Med­delelse, vor Lærerinde en skønne Dag gav os med hjem. Min Veninde og jeg var stumme af Be­tag­el­se ved Tanken om at komme med. Og da vi næste Dag kunde møde med vore For­æl­dres Tilladelse, følte vi os med vore Drøm­me om det, vi skulde opleve, saa højt hævet over Hver­dag­en, at det var tæt ved, at vi nægtede at be­sør­ge de os paahvilende Pligter. Naa, det blev nu ved Tanken. Hverdagen fik sit.
    Nu fik vore Mødre travlt. Der var kun faa Uger til vi skulde af Sted, og Toilettespørgsmaalet spil­le­de selvfølgelig en stor Rolle. Vor Lærerinde kla­re­de det flot med en lang Liste over, hvad vi skul­de medbringe, plus en Rekvisition til Fran­krigs­gades Skole paa et Par Træsko. Træ­sko og Bon­deland hører jo nu engang sammen. Men hvad der ellers foregik i Kulisserne, var os u­ved­kom­men­de, vi havde nok i vore Drømme og ven­te­de kun paa den store Dag.
    Den oprandt, og med Kufferter, der tydelig vis­te vor Mission, drog vi til Banegaarden for sam­men med en hel Del ligesindede at blive optalt og ordnede i Rækker og Geled, medens vore Mød­re indsendte Bønner til Lærerinderne og ud­del­te Mængder af gode Raad og Formaninger til os. I et Orgie af Hurra og Larm gled vi til Hel­sing­ør.
    Een ganske almindelig Turistbil er nu ikke nok til over 100 Børn, selv om den bli'r dobbelt belagt, saa der blev truffet den salomoniske Afgørelse, at de største af os skulde drage ad Horserød til paa Apostlenes Heste, og Bilen skulde saa komme tilbage og samle os op; men inden dette skete, havde vi allerede den gamle Krigsfangelejr i Sigte, hvilket jeg konstaterede med en Stolthedsfølelse, der for en kort Stund lettede mine trætte »Futter«.
    Saa var vi altsaa paa Lejr og dermed un­der­givet dennes Ordensreglement.
    For ikke helt at forfalde til Lediggang, fik vi hver overdraget en lille Nebengeschäft. Disse lød i al deres Enkelthed saaledes: En Uge: Opvask, en Uge: Stuepige paa Sovesalene, en Uge: Køkkenpige. Det sidste Job var ikke til at kimse af. Vi var her bl. a. med til at »komponere« Smør­rebrød, og der var af og til Lejlighed til at sup­ple­re den dejlige Ret Havregrød, der des­vær­re har sit uendelig triste Udseende imod sig, med en mere fornøjelig Kop Kaffe.
    Jeg vil ikke nægte det, vi havde Hjemve. Det var første Gang, vi var ude paa egen Haand, men selv dette imponerende Moment holdt os kun i Aande kort Tid. Rent galt blev det, da vi fik Be­søg af Far og Mor. Ved fine og efterhaanden  min­dre fine  Hentydninger  søgte  vi  at gøre dem

forstaaelig, at vi vilde med hjem. Vi havde det frygtelig, vi sultede og kunde ikke sove om Natten. Min stakkels Veninde blev mere og mere fortvivlet, hun græd, som hun var pisket, og ved Afskeden hagede hun sig fast i Bilens Hjul i Haab om Forbarmelse. Jeg forudsaa Turens Fiasko, og af Angst for at blive alene tilbage tudede jeg med - men uden Held. Vi maatte ligge som vi havde redt. Og slagne med daarlig Samvittighed travede vi tilbage til Lejren og gjorde os tilgode med de Lækkerier, der skulde have forsødet Afskeden.
    Efterhaanden som vi fik levet os ind i det herlige Friluftsliv i de dejlige Omgivelser, steg Humøret dog til uanede Højder. Et Par Gange gjorde vi Gurre Sø til vor Badeplads. Særlig spændende var det nu ikke, for inde paa Bredden stod Lærerinderne og raabte ustandselig: »ikke længere udl« Fra Lærerindernes Standpunkt var det meget forstaaeligt, men fra vort meget irriterende. Min Veninde var altid et Nummer foran mig, og det saa stolt ud, da hun engang laa og pjaskede et Stykke længere ude end os andre, men da jeg ikke selv havde hittet paa det, var jeg med i det Indignationskor, der kaldte hende ind og skammede hende ud. Men den Sorg blev ogsaa slukket en Dag ved en Tur til Julebækstrand - en Biltur efter Recepten: dobbelt belagt, men minus Spadsereturen. Herude i Kattegats friske Vand, hvor ingen lumske Farer truede, fik vi Lov at tumle os lige saa galt, vi vilde.
    Kort sagt: det var herlige Dage, der for os havde sit Højdepunkt i Lejrbaalene Søndag Aften, hvor vi havde Lejlighed til at udfolde vore Evner som Skuespillere og Sangere. Ja, vi sang, saa det lød viden om i de stille Sommeraftener deroppe i Nordsjællands skønne Natur.
    Jeg har maaske fortabt mig i Smaating, men naar alt kommer til alt, er det jo dog disse, der giver en Ferie Kulør; derfor husker man dem. Og Navnet Horserød har siden altid for mig haft en forjættende Klang.