Var det mon i sikker Forventning om Sukces'en, at Bestyrelsen tillod sig at ryge Krise-Cigarer og smile Solskinssmil, mens hele Skarer af Lærere, Lærerinder, Ø. S.ere, Fondsmedlemmer, Annoncører, Elever og Elev-Forældre defilerede forbi dem?
    Jeg ved det ikke, men optimistiske saa de i alt Fald ud. Og da jeg selv to Gange forgæves havde søgt at finde en Plads i Salen og derefter maatte fortrække til Balkonen, saa var ogsaa jeg optimistisk indstillet.
    Ø. S.s ny Formand, Vilh. Baumgarten, indledede Aftenen med at byde Velkommen og rette en Tak til Skolen og Hr. Inspektør Hjelme for den Imødekommenhed, der var vist os ved Tilrettelæggelsen at Aftenens Program. Derefter overtog Inspektør Hjelmes Kvartet Scenen og underholdt Forsamlingen med dejlig Musik, indtil en Flok langbenede, solbrændte Pigebørn fra Frøken Edith Petersens 1. fri Mellemskoleklasse henrykkede den ganske Sal med Recitation og Sang. - Det var et yderst fikst Arrangement, og jeg maa indrømme, at jeg var kendelig imponeret af den Scenevanthed, hvormed Pigerne een for een kom frem foran det røde Tæppe og flot afleverede hver sit Vers af Chr. Winthers Digt »Sjælland«. Der var ikke noget, der hed Lampefeber, nej, de deklamerede og agerede paa Livet løs med klare, tydelige Stemmer til Fryd for Tilhørerne og til Ære for Deres Lærerinde.
    Herefter fulgte en hel lille Afdeling Høj-Dramatik; Tæppet gik til Side, og vi præsenteredes paany for 1. fm., som opførte »Kong Harald og Islændingen«. Kulisser eller særlig Kostumering fandtes ikke, og det var ogsaa et ganske underordnet Spørgsmaal, det gik storartet foruden. Mens Islændingen tog en Afstikker til Danmark og ligeledes efter Dramaets lykkelige Afslutning sang Pigerne »I alle de Riger og Lande«. De havde saadan nogle søde Stemmer, og de 500 Publikummer klappede begejstret og forsøgte omgaaende at konkurrere med dem i Fællessangen: »I Danmark er jeg født«.