1906 - Galleri - 1956

      EMNET er frit - stod der i den Opfordring, jeg fik fik til at sende »Skolekammeraten« et Bidrag i Anledning af Bladets 10. Aargang. Alt for spendabelt! .... For hvad skal jeg finde paa, som kan interessere Læserne. - Jo, for Resten - jeg vil fortælle lidt om mig selv som Dreng. De fleste af jer kender jo »Fortsættelsen«, saa maaske kunde det more jer at høre lidt om Begyndelsen.
      Mine første Leveaar tilbragte jeg i en Nabogaard, der laa ti Minutters Gang fra Damgaard. Folkene der var nære Venner af mine Forældre og vistnok lidt af Slægten; de havde ingen Børn, saa jeg tænker, det var derfor - og jeg havde det godt hos dem .... med Udsigt til at arve Gaarden og blive Bonde.
      Da jeg er født 1861, oplevede jeg altsaa 64-Krigen, men var jo kun 3 Aar, og hvor meget husker man fra den Tid. Mærkeligt nok har jeg dog en Erindring, der ligger forud for de 3 Aar. Som I ved, døde Frederik VII paa Lyksborg Slot den 15. November 1863, og der blev da sendt en Orlogsdamper over for at hente ham. Folk fik Adgang til Skibet, og mine Plejeforældre korte i den Anledning til Faaborg og havde mig med. Jeg sad paa Johan Jørgens Arm under Besøget - og var frygtelig bange. De store Maskiner og det uhyre Dyb i Skibet tog i den Grad Pippet fra mig, at jeg tudbrølede, og de maatte skynde sig i Land. Særlig var der nogle Jernriste, som vi maatte passere, og min Skræk var saa stor, at jeg bilder mig ind, at jeg kan huske Mønsteret i dem endnu paa mine gamle Dage.
      En lille Bondeknold altsaa det var, hvad jeg var og blev ved med at være, til jeg kom paa Seminariet.
      Da jeg blev større, saa stor, at jeg kunde naa at løfte Klinken af Ledet, som skilte Markerne, rendte jeg af og til hjem og besøgte mine Forældre og Søskende; men det var kun korte Visitter. Mit Hjem var jo ikke der, jeg havde altid Hastværk med at komme af Sted tilbage igen. Men at jeg allerede den Gang - 4 til 5 Aar gammel - havde et vist Omløb i Hovedet, maatte den Mand sande, som en skønne Dag mødte mig der ved Ledet for Indgaaende. Paa hans Spørgsmaal, om Johan Jørgen var hjemme, fik han til Svar af Knægten: »Ja, det er han. Men det kan ikke nytte, du gaar ned bos ham i Dag, for vi har ingen Brændevin.« - Snapsen hørte jo den Gang til Dagens Orden. Manden glemte nok ikke den Hilsen!
      Seks Aar gammel kom jeg i Skole. Det var en Friskole, som laa paa den anden Side af Bækken, ovre i Nabosognet, dog ikke længer borte, end jeg kunde række med mine Skridt efter mange Formaninger om at se sig godt for med at komme over Bækken, hvad jeg ogsaa gjorde. Det lykkedes mig ikke en eneste Gang at falde i den, skønt jeg gjorde kraftige Forsøg paa det adskillige Gange. Læreren var en Ungkarl uden nogen som helst Uddannelse, og vi lærte vist hellet ikke ret meget - jeg mindes det i alt Fald ikke. Derimod mindes jeg en Oplevelse, som gjorde et uudsletteligt Indtryk paa mig, og som vil følge mig bestandig.
      En Eftermiddag, da jeg som sædvanlig kom slentrende hjem langs Hegnet, modte jeg min Far. Det var noget, der ellers aldrig hændte, og det forundrede mig. Han tog stiltiende min Haand, og vi gik hjemad. Men med eet hørte jeg ham hulke. Det havde jeg aldrig hort for - og hørte heller aldrig siden - men det greb mig med Forfærdelse. Denne store, kraftige Mand, der gik og græd!
      Jeg spurgte og spurgte om Grunden, men fik ikke noget Svar. Omsider kom det: »Johan Jørgen er død, min Dreng!« Jeg forstod den Gang ikke, hvad Sorg var. Jeg var bare forundret, gennemrystet og tom, skønt Dødsfaldet jo ogsaa angik mig selv og blev et Vendepunkt for mig.
      Der kom en ny Mand paa Gaarden, og alt tog en anden Vending. Skønt Konen i Huset vedblev at holde af mig som for, mærkede jeg lidt efter lidt, at min Stilling var anderledes end tidligere. Der maatte tages Hensyn til den nye Mand, og en skønne Dag samlede jeg alle mine Sager og gik hjem til Damgaard. Nu vilde jeg være der. Afgjort .... basta! Det var et fait accompli, som Gaardene senere enedes om at tiltræde. - Den Gang var jeg ni Aar. - Nu blev jeg saa sendt i Skole i Byskolen, den rigtige hveranden Dags Skole, som laa oppe i Landsbyen, en halv Mils Vej borte. Det var langt, ja .... men det generede mig ikke. Vi var flere i Følge og samledes efterhaanden, saa vi blev en hel Flok. Del var Sjov. - Pyt med Find og Vejr! Naar vi Bondeknolde havde et varmt, strikket Uldtørklæde nogle Gange om Halsen og et Par solide jernkrammede Træsko paa Fødderne, saa var vi vel udstyret inod Vind og Vejr. Undertøj kendtes ikke, en ulden Hue med Øreklapper og et Par Uldvanter var godt at have ogsaa.
      Og Humør var der i os. Jeg var - trods min Lidenhed - en ret kæk Knøs og stak ikke op for nogen. Jeg mødte en Gang Hundstrupdrengene, som kom fra Præsten. Det var ikke morsomt, for det var fjortenaarige Drenge, jeg selv kun tretten, og de vilde gerne lave Halløj med os, naar de passerede igennem vor By.
      Jeg kam gaaende midt ad Gaden og saa dem ikke, før det var før sent. Det gav naturligvis et Kip i mig, men jeg tænkte: »Heller falde med Ære end fly med Skam«, og marcherede rolig frem imod dem. - Maaske de dog ogsaa lod mig slippe, da jeg jo var ene med tretten, fjorten - ?
      Men nej -- øjeblikkelig formerede de Kæde tværs over Vejen ved at tage hinanden i Hænderne. Spærret - !
      Situationen var haabløs, men jeg gik paa med Dødsforagt, lod som ingenting og knaldede, da jeg var kommet nær nok, den midterste en smældende Lussing, idet jeg brød mig Vej igennem. Der lod naturligvis et Hyl bag mig; men Hylet blev til Latter, da de saa mig marchere videre nok saa kæk, som om intet var hændet. De var aabenbart imponeret af min Frækhed.
      Var jeg flittig? - vist ikke ret meget. Jeg havde mange Fejl i Diktat og regnede ikke godt. Jeg var urolig i Timen, og der vankede af og til Eftersidden eller Lussinger. Tampen smagte jeg kun een Gang, og Aarsagen dertil er glemt, men Forsmædelsen er blevet siddende. Den var nemlig større end selve Smerten ved Afstraffelsen, der udførtes paa den Maade, at Delinkventen maatte putte sit Hoved ind mellem Lærerens Ben, mens »Slaget« stod paa.
      Tampen var et fingertykt Reb paa halvanden Alens Længde, den opbevaredes i Katederpulten.
      Turene til og fra Skole var naturligvis vore bedste Oplevelser. Om Vinteren var det de islagte Damme, der bar Prisen. Vore jernbeslaaede Træsko var velegnede til Glideture, og de kunde ogsaa bruges, naar Foden stilledes skraat, til at løbe Isen i Stykker med eller til at lave »Gunger«, som der skulde hoppes over .... med Fare for »en Sok« naturligvis. - Det blev tit langt hen paa Aftenen, for »Banden« naaede hjem, og mørkt var det om Vinteren, saa det var ikke saa underligt, om de derhjemme gik i Ængstelse for deres Poder - hvad kunde ikke ske paa de Ture! Til sidst skar Far en Kæp, som han stillede op bag ved Bornholmeren. Det hjalp .... til at komme tidligere hjem naturligvis.
      Om jeg nogen Sinde har skulket, spørger du? - Aa jo, en enkelt Gang maaske. Det var ved Vintertid med Sne. Hegnene hang fulde, og Vejen var føget til. Vi var den Dag tre i Følge, en Pige og to Drenge. Vi asede og sled os frem og naaede næsten op til Byen. Men da kom vi i Tanke om, at dette her var dumt, det var jo ganske meningsløst at gaa til Skole i saadan et Vejr og Føre. Læreren ventede os naturligvis ikke .... hvorfor saa ikke tage os selv fri? - Og med et Hyl, et Henrykkelsesskrig, vendte vi om og stak i Rend tilbage ad - ikke ad den almindelige Vej, men ind over Marker og Grøfter, hvor Sneen var allerdybest.
      Det gik dog ikke an at komme hjem og fortælle. Vi maatte altsaa holde det gaaende til efter Skoletid, og vi slog os ned i en lille Skov midtvejs. Her var vi skjult for Omegnen, og her var Læ. Vi spiste vor Frokost paa en Vindfælde og gav os saa til at bygge Fæstninger og dænge hinanden til med Sne. Men underligt nok, Dagen havde ingen Ende, og skønt vi gjorde alt for at faa Tiden til at gaa, saa kom vi dog alt for tidlig hjem naturligvis - og Skulkeriet var opdaget. Men Kæppen kom dog ikke frem af sin Krog, for Far var ved Stranden. Den havde i den senere Tid faaet stærk Tiltrækning for ham. Han havde nemlig anskaffet sig en Sejlbaad - hvad jeg ikke var ked af, for ogsaa jeg kunde lide Stranden. Meningen var at bruge Baaden til Strandjagt - Far var ivrig Jæger - og det var just noget for mig. Skyde kunde jeg ikke, men jeg lærte hurtigt at styre. Saa naar vi var ude, sad jeg ved Roret og passede det og Sejlene, mens Fader sad henne i Forrummet og holdt Øje med Vildtet (Gæs og Vildænder). Bøssen laa parat foran ham med Hanerne spændt og Bøssepiben stukket ud over Rælingen.
      Det er et helt Kunststykke at snige sig ind paa Flokkene, saa de kommer paa Skudhold; selv Gæs og Ender ved, at de kun har eet Liv at miste, og de varer det paa det bedste. Der skal Forsigtighed og Taalmodighed til, men ogsaa det lærte jeg, og Søen fik efterhaanden et saadant Tag i mig, at jeg var fast bestemt paa at blive Sømand, naar jeg blev stor.
      Men saa hændte der noget - som saa tit, naar man ikke venter det. Der blev bygget en Skole, en saakaldt Biskole eller Markskole i Nærheden af mit Hjem. Var det ikke sket, havde I ikke faaet mig til jeres Lærer. I Stedet for hveranden Dag kom jeg nu til at gaa hver Dag i Skole, og da jeg var velbegavet, fandt den ny Lærer paa, at jeg skulde »holdes til Bogen«. Jeg skulde være Skolelærer, ligesom han selv var det. Det havde Fader ikke noget imod, og jeg heller ikke - da jeg først fik Smag paa »Læsningen«.
      Og saa gik det af sig selv. 17 Aar gammel kom jeg paa Skaarup Seminarium, og 3 Aar efter tog jeg Lærereksamen i Odense. Jeg fik saa god en Eksamen, at, da jeg et Par Aar efter søgte »Monrads Kursus«, et 3-aarigt videregaaende Statskursus i København, blev min Ansøgning bevilget, skønt der kun blev optaget 4 Lærere hvert andet Aar. 1887 dimitteredes jeg herfra med Hovedkarakteren »Meget duelig« og gik lige fra Eksamensbordet ind i Skolevæsenet i København med 40 ugentlige Timer ved Kapelvejens Friskole paa Nørrebro. 1906 kom jeg til Amager til den da nyopførte Østerrigsgades Skole.
      Her stiftede vi Bekendtskab med hinanden, og dermed er Ringen saa sluttet og dette lille »Epos« til Ende. -