Hr. Prejslev og hans gamle drenge har været på deres traditionelle årlige udflugt. Det var den 15., hvad ikke gav turen mindre glans. Man mødtes i det gamle klasseværelse (denne gang med damer; til en lille overhøring i form af en Hvem-ved-hvad. Traditionerne fra skoletiden blev overholdt, lige til staklen, der kommer for sent. Det forsmædelige overgik fru Inger Prejslev, men fruen havde garderet sig og mødte med »seddel« og undskyldning for sin sene fremkomst fra sin datter, og slap i dagens anledning - for anmærkning i protokollen.
      Derefter gik turen pr. bus ud i det blå af en af de 10 ruter, man havde fået at gætte på. Det blev til frokost i Viksø dans i haven - og videre til grevinde Danners Jægerspris - og så styrtede man sig ud i noget så spændende som ålesold med chokoladebudding i Gershøj kro.
      For de gamle drenge og deres populære lærer blev det en af de store dage. Også damerne var vildt begejstrede og betingede sig at være med til næste sammenkomst, som er planlagt til at afholdes i det gæstfri prejslevske hjem, og som der allerede ses hen til med stor forventning.

En agtet og elsket Lærer, Herr Siegfr. Preislev, kan den 1. Oktober fejre sit 25 Aars Jubilæum paa Østrigsgades Skole. Mange Mennesker og mange Elever har i de forløbne Aar lært at skatte den Personlighed, Hjælpsomhed og gode Humør, som kendetegner Herr Preislev, og Masser af venlige Tanker og Lykønskninger vil strømme ham i Møde paa denne Dag.

Redaktøren er taget ud paa den lil­le Villavej paa Amager, hvor Læ­rer­en, Drengenes Kammerat og Ven, i mange Tilfælde for Livs­tid, Lystfiskeren Hr. Siegfr. Preislev, bor, for at høre lidt om de 25 Aars Virke ved Østrigsgades Skole.
- Hvordan kom De egentlig helt ud paa Amager for at virke som Lærer? Var det et Tilfælde?
- Ja, det kan man godt sige. Jeg tog min Eksamen i 1922 og kom derefter til Aarhus, men samtidig havde jeg ogsaa søgt i Kø­ben­havn, og 2 Maaneder efter fik jeg Ansættelse ved Østrigsgades Skole, og det vilde jeg hellere. Jeg husker den Dag, jeg var oppe at faa min Ansættelse, det var hos selve Arild Sørensen, og han sagde: »Nu kan De gaa ud til Østrigsgades Skole, - det er den 13. Gade paa højre Haand ned ad Holmbladsgade.« Den Gang anede jeg ikke, at Arild Sørensen havde været Inspektør paa Skolen.
Jeg begyndte som Vikar, men i 1926 blev jeg fast Lærer med egen Klasse, en lille første Klasse med dejlige, livlige Drenge. Jeg husker en Dag, jeg skulde gaa et Øjeblik, og havde bedt Drengene være stille, men det var selvfølgelig noget umuligt at vente. Da jeg kom tilbage, rækker en Dreng Fingeren i Vejret og siger: »Hr. Lærer, Marinus har ikke siddet stille; han løber hele Tiden op ved Katedret og starter Bil, og saa raaber han saa højt, han kan: Brrrrr! Brrrrr!« Marinus stod og saa meget brødebetynget ud, og pludselig siger han: »Det passer ikke, Hr. Lærer! Jeg raabte ikke saa højt, jeg kunde!« Ja, jeg husker mange dejlige og pudsige Træk fra de Aar, der er gaaet. Der var ogsaa Kaj, som kom paa min Fødselsdag med 3 Tulipaner; jeg takkede ham og sagde, at det var vel nok pænt af ham saaledes at huske min Fødselsdag. Saa udbryder Kaj: »Det er da ikke mig, det er da min Mor!« - Men i mange Aar efter kom der stadig Hilsener til Jul og Fødselsdag. Saadan hører jeg stadig fra mange af mine gamle Elever, og det er noget, som enhver Lærer er glad for; det giver en Følelsen af, at man ikke bare har været Lærer, men at der ogsaa har været Kontakt, og det er det, der gør Læ­rer­ger­ning­en saa rig. Naar jeg sidder her og tænker tilbage paa de Aar, der er gaaet, kan jeg ikke lade være med at udtale min Taknemlighed for den Hjertelighed og Hjælpsomhed, der blev mig til Del fra de ældre Læreres Side, da jeg som ung Lærer kom til Skolen, og i det hele taget har der nu altid været gode Forhold at arbejde under paa Østrigsgades Skole, og det er af stor Betydning for ens Arbejde.
- Hvornaar blev De saa Sløjdlærer?
- Det var i 1931, et Aars Tid sammen med Halvorsen og derefter som Enelærer, og det er vel nok et dejligt Fag; her mærker man rigtig Mennesket i Børnene, Skabertrangen; det at se noget vokse frem; jo, det er dejlige Timer paa Sløjdsalen. »Ja, min Mand kan daarligt nok holde sig væk i Sommerferien,« indskyder Fru Preislev, »han skal bare lige ned og kigge.« - »Aah, er det saa slemt?« siger Preislev brødebetynget. - »Jo, det er rigtigt nok, Far!« sige Husets smukke Datter, »du er saa ked af det, naar du maa staa udenfor Døren til Sløjdsalen, fordi der er nyferniseret.« Hr. Preislev smiler lykkeligt; man mærker, hans Hjerte er ved hans Skole.
Pludselig bryder Preislev ind igen, ligesom en Undskyldning: »I skulde ogsaa bare se, hvor Drengene er glade for deres Arbejde. I skulde se, naar de er færdige med deres Blider, sikken en Blidekamp, der saa opstaar; det er pragtfuldt at se, - - og engang, da Pigerne havde lavet en Revolver hver, de rendte rundt og sagde Puw-Puw, de morede sig dejligt, - jo, det er herligt at arbejde med Børn.«
Naar man saadan sidder og hører Preislev fortælle Smaatræk fra Tiden, der gik, kan man ikke undgaa at lægge Mærke til, at det er en lykkelig Mand, man taler med, en Mand, der er kommen paa sin rette Hylde, en Mand, der elsker sin Gerning, og lykkelige maa de Unger være, der kommer i Berøring med ham; thi der er intet, der paavirker Børn mere, end at have en Lærer, der forstaar dem. Da jeg for nogen Tid siden talte med en Ø. S.er om, at Preislev snart havde Jubilæum, udbrød han begejstret: »Har Guttermanden Jubilæum, saa skal han ha' en Blomst; det maa du endelig huske mig paa, Mutter, det maa vi ikke glemme.«- »Nej, det maa vi ikke glemme,« sagde hans Kone. »Jeg skal nemlig sige Dem, at for min Mand er Østrigsgades Skole indbefattet i selve Ordet Preislev; han siger saa tit: Bare Karlo maatte faa en saadan Lærer, saa er det dejligt at gaa i Skole.«
»Saa er det dejligt at gaa i Skole.« Disse faa Ord giver Billedet i en Nøddeskal. Længere end at faa Eleverne til at synes, det er dejligt at gaa i Skole, kan en Lærer vist ikke naa; thi saa er Glæden og Udbyttet gensidigt. Ø. S., Fonden og Ø. S. U. udtaler de bedste Ønsker om mange glade Arbejdsaar fremefter og sender sin Tak for Tiden, der svandt.

      Fredag den 14. februar blev en trist dag på Østrigsgades skole. Overlærer S. Prejslev døde midt under det arbejde, der i over fyrretyve år så ganske havde opfyldt ham. Overlærer Prejslev blev knap 61 år gammel.

---

      Det er næppe til at forstå, at vi ikke mere skal se denne underskrift på velordnede sløjdregnskaber og på mangfoldige regnskabsoversigter visende et smukt overskud til et velgørende formål børnene til gode. Og det var ikke blot regnskabsopstillinger, der gjaldt, men også den rent praktiske side af sagen, maset forud og efter, også af dette påtog han sig beredvilligt broderparten. Fritidsskolen, hvis leder han en årrække var, og Musikskolen har meget at takke ham for.
      Hermed er det dog ikke gjort. Som Prejslev formåede for børn og kolleger at gøre den lille skole til et raert sted at være, således blev også det prejslevske hjem et sted, hvor mange, også yngre kolleger, kom og gik. Vært og værtinde var lige ivrige efter at hygge og lune om os.
      Det var dog skolen, selve gerningen, der var det væsentlige. Her sled han, dygtigt og ihærdigt, skoledagen lang. Aldrig sparede han sig selv. Prejslev havde en særlig evne til at få øje på de elever, der i det hele taget trængte til støtte, og intet var ham kærere end at opmundre dem og hjælpe dem selvtilliden tilbage. Hans pædagogiske opfindsomhed var her stor.
      Hvad der gjorde læreren og mennesket Siegfred Prejslev var måske dette, at han, der var ret belæst og i besiddelse af et temperament, der nok kunne udlade gnister, inderst inde vedblev at være en from sjæl med barnets fantasi i behold. Hans død er et smerteligt tab for skolen.

      Æret være hans minde.