Andreasen! Der breder sig straks et stort Smil paa vore Aasyn. Saa nær staar det blotte Navn i Forbindelse med det originale. De unge tænker vel umiddelbart paa Osvald Helmuths herlige Andresen; jeg tænker nu paa min Tids mest særprægede Lærer. Ham glemmer ingen af Skolens første Elever, og heller ikke det mindre kønne nom de guerre »Tosse-Andresen«, som hans stærkt koleriske Tem­pe­ra­ment forskaffede ham. Han og vi kom aldrig paa Talefod. Han levede i sin Verden, og vi forstod ham ikke; det gjorde der­i­mod vor afdøde Viceinspektør Hansen Damgaard. Hør blot hans Karakteristik af Andreasen:
    »Han hørte til »de indlemmede«, som kom under Kø­ben­havns Skolevæsen samtidig med, at Sundby blev in­kor­po­re­ret i Københavns Kommune. Han var cand. phil., det var hans Stolthed at være »Akademiker«. Det smagte dengang af noget mere end blot at være Seminarist - dengang ja. Nu har Tidens Demokratisering slidt en Del af Forgyldningen af »den sorte Skole«s Prærogativ. Men, som sagt, Andreasen var af den gamle Skole og holdt sig uforandret med Hoved højt løftet over Tidens Rørelser. Han blev derved en Type paa det forbigangne - for en Type var han.
    Naar man saa ham komme fejende hen ad Gaden med en Vivacitet og Spændstighed som en ung Mand, skulde man ikke tro, han nærmede sig de 70. Han holdt sig, men hans pædagogik var forældet og forlængst passe - ihvor meget han anstrengte sin Stemme i Timerne. Ingen kunde være i Tvivl om, hvor han var; det hørtes paa lang Afstand, og han blev paa en Maade original ved det Bulder, der stod om ham. At han blev gammel, var han vel nok den sidste til at tro, for han gik sine lange Ture lige til det sidste, og med Skridttæller i Lommen, for at forvisse sig om, at hans Ture fik den fo­re­skrev­ne Længde. Han byggede sig et Hus, og den sidste Som­mer­fe­ri­e, han levede, begav han sig paa Rejse til Ægypten. Men han naaede ikke saa langt. Han kom kun til München, da han gjorde omkring. Han var blevet bange for at rejse videre. En pludselig Angst havde banket paa hos ham og gjorde ham nervøs og søvnløs. Men da han fik at vide, at saadant kunde hænde enhver, var han kort efter Skoleaarets Begyndelse parat til at tage fat igen. Der var imidlertid ud fra den Lægeattest, han havde leveret, kommet Forhandlinger i Gang, som førte til, at han tog sin Afsked. Han døde 14. Juni 1913 - af Bronchitis.«
Noget ideelt Forum for Andreasens Løverøst var Barakkerne just heller ikke, og at arbejde med Sordine laa ikke for Andreasen. En mærkelig Mand var han. Et Billede paa Naadigherre-Aanden. Vi forstod ikke ham og han vist for den Sags Skyld heller ikke os. Vi kom aldrig paa Bølgelængde, for at bruge en dengang ukendt Glose. Men jeg skal ikke beklage mig over Tugtens Aand og Haand, selv om den var haard - som de Kæmpeegoister Børn er, var vi vist ikke heller blide ved ham. Selv om vi var immun overfor alle Andreasens Forsøg paa at tvinge raske Drengesjæle i Haarddisciplinens Spændetrøje, saa rystede vi alligevel fælt i Bukserne, naar han med lynende, vagtsomme øjne og Spanskrøret paa Ryggen spankulerede op og ned mellem Bordene og lod sin morsomme Stakatostemme runge ud over Gaden. Han blev paa en Maade original ved det Bulder, der stod om ham. Vi søgte at stille ham tilfreds med et Minimum af Energi og Ulejlighed.
Mange Hundrede er de Drenge, som i hans halvt Hundrede Embedsaar passerede, nej, der som en altid urolig Horde drog snakkende, snydende, legende og støjende igennem hans Liv, og man maatte beundre den Vivacitet og Spændstighed, han for maaede at bevare højt op i Aarene. Da han naaede den Alder, hvor man bør lægge op, gjorde han det kun med et stort Suk. Han var den første Personlighed, vi mødte paa Skolens Kateder, og vi bevarer en tydelig Erindring om ham som den gammeldags Lærertype, der uddøde med ham.