Østrigsgades Skole


Ny bruger?
Brugernavn:

Adgangskode:

Autologind?

Glemt Logind?

Brug musen til at pege på ord eller billeder, hvor under der kan være gemt uddybende eller forklarende tekst.

1906 Østrigsgades Skole 2008

1918 Sundpark Skole 2008 → Lergravsparken skole


Han var en mærkelig Mand.
    Andreasen! Der breder sig straks et stort Smil paa vore Aasyn. Saa nær staar det blotte Navn i Forbindelse med det originale. De unge tænker vel umiddelbart paa Osvald Helmuths herlige Andresen; jeg tænker nu paa min Tids mest særprægede Lærer. Ham glemmer ingen af Skolens første Elever, og heller ikke det mindre kønne nom de guerre »Tosse-Andresen«, som hans stærkt koleriske Tem­pe­ra­ment forskaffede ham. Han og vi kom aldrig paa Talefod. Han levede i sin Verden, og vi forstod ham ikke; det gjorde der­i­mod vor afdøde Viceinspektør Hansen Damgaard. Hør blot hans Karakteristik af Andreasen:
    »Han hørte til »de indlemmede«, som kom under Kø­ben­havns Skolevæsen samtidig med, at Sundby blev in­kor­po­re­ret i Københavns Kommune. Han var cand. phil., det var hans Stolthed at være »Akademiker«. Det smagte dengang af noget mere end blot at være Seminarist - dengang ja. Nu har Tidens Demokratisering slidt en Del af Forgyldningen af »den sorte Skole«s Prærogativ. Men, som sagt, Andreasen var af den gamle Skole og holdt sig uforandret med Hoved højt løftet over Tidens Rørelser. Han blev derved en Type paa det forbigangne - for en Type var han.
    Naar man saa ham komme fejende hen ad Gaden med en Vivacitet og Spændstighed som en ung Mand, skulde man ikke tro, han nærmede sig de 70. Han holdt sig, men hans pædagogik var forældet og forlængst passe - ihvor meget han anstrengte sin Stemme i Timerne. Ingen kunde være i Tvivl om, hvor han var; det hørtes paa lang Afstand, og han blev paa en Maade original ved det Bulder, der stod om ham. At han blev gammel, var han vel nok den sidste til at tro, for han gik sine lange Ture lige til det sidste, og med Skridttæller i Lommen, for at forvisse sig om, at hans Ture fik den fo­re­skrev­ne Længde. Han byggede sig et Hus, og den sidste Som­mer­fe­ri­e, han levede, begav han sig paa Rejse til Ægypten. Men han naaede ikke saa langt. Han kom kun til München, da han gjorde omkring. Han var blevet bange for at rejse videre. En pludselig Angst havde banket paa hos ham og gjorde ham nervøs og søvnløs. Men da han fik at vide, at saadant kunde hænde enhver, var han kort efter Skoleaarets Begyndelse parat til at tage fat igen. Der var imidlertid ud fra den Lægeattest, han havde leveret, kommet Forhandlinger i Gang, som førte til, at han tog sin Afsked. Han døde 14. Juni 1913 - af Bronchitis.«
(Anonym i SKOLEKAMMERATEN Okt. 1942).

...nvnt i en tidligere artikel om barakkerne:
Noget ideelt Forum for Andreasens Lverst var Barakkerne just heller ikke, og at arbejde med Sordine laa ikke for Andreasen. En mrkelig Mand var han. Et Billede paa Naadigherre-Aanden. Vi forstod ikke ham og han vist for den Sags Skyld heller ikke os. Vi kom aldrig paa Blgelngde, for at bruge en dengang ukendt Glose. Men jeg skal ikke beklage mig over Tugtens Aand og Haand, selv om den var haard - som de Kmpeegoister Brn er, var vi vist ikke heller blide ved ham. Selv om vi var immun overfor alle Andreasens Forsg paa at tvinge raske Drengesjle i Haarddisciplinens Spndetrje, saa rystede vi alligevel flt i Bukserne, naar han med lynende, vagtsomme jne og Spanskrret paa Rygge spankulerede op og ned mellem Bordene og lod sin morsomme Stakatostemme runge ud over Gaden. Han blev paa en Maade original ved det Bulder, der stod om ham. Vi sgte at stille ham tilfreds med et Minimum af Energi og Ulejlighed.
Mange Hundrede er de Drenge, som i hans halvt Hundrede Embedsaar passerede, nej, der som en altid urolig Horde drog snakkende, snydende, legende og stjende igennem hans Liv, og man maatte beundre den Vivacitet og Spndstighed, han for maaede at bevare hjt op i Aarene. Da han naaede den Alder, hvor man br lgge op, gjorde han det kun med et stort Suk. Han var den frste Personlighed, vi mdte paa Skolens Kateder, og vi bevarer en tydelig Erindring om ham som den gammeldags Lrertype, der uddde med ham.
Nebukadneser.
- i "SKOLEKAMMERATEN" juli 1941.


Forrige side 23 af 29 Næste

Gamle Elevers Web

Formålet med denne hjemmeside er et forsøg på at genoplive ånden fra Østerrigsgades Skoleforening - som foreningen af tidligere elever hed indtil den ophørte for omkring 1950. "Skolekammeraten" var foreningens månedsblad hvorfra domænenavnet frejdigt er lånt.

På siderne kan uden adgangskontrol ses en del materiale, dels fra skolens arkiv, men også flittigt doneret af tidligere elever og fundet i litteraturen.

En del af skolehistorien er uproblematisk at gengive i offentlige fora, men der vil være materiale med indhold der kræver en rimelig respekt og som derfor kun er tilgængeligt for en anerkendt kreds. Det er baggrunden for den krævede tilmelding, der giver adgang på betingelse af at yde materialet den fornødne respekt.

Hav tålmodighed med indholdet. Selv om planlagte tiltag endnu ikke er klar, så har det endelige resultat fået sin form og vil kun ændre sig med voksende indhold. Derfor opfordrer vi interesserede til at tilslutte sig de allerede tilmeldte brugere, der nu har passeret syvhundrede elever og personale - fra et repræsentativt udvalg af årgange fra de hundrede år skolen har været samlingspunkt i kvarteret.

Der er nu  
til Gamle Elevers Aften et sted på Lergravsparken Skole
mandag den 25. september 2017 klokken 19.




image
    Var det mon i sikker Forventning om Sukces'en, at Bestyrelsen tillod sig at ryge Krise-Cigarer og smile Solskinssmil, mens hele Skarer af Lærere, Lærerinder, Ø. S.ere, Fondsmedlemmer, Annoncører, Elever og Elev-Forældre defilerede forbi dem?
    Jeg ved det ikke, men optimistiske saa de i alt Fald ud. Og da jeg selv to Gange forgæves havde søgt at finde en Plads i Salen og derefter maatte fortrække til Balkonen, saa var ogsaa jeg optimistisk indstillet.
    Ø. S.s ny Formand, Vilh. Baumgarten, indledede Aftenen med at byde Velkommen og rette en Tak til Skolen og Hr. Inspektør Hjelme for den Imødekommenhed, der var vist os ved Tilrettelæggelsen at Aftenens Program. Derefter overtog Inspektør Hjelmes Kvartet Scenen og underholdt Forsamlingen med dejlig Musik, indtil en Flok langbenede, solbrændte Pigebørn fra Frøken Edith Petersens 1. fri Mellemskoleklasse henrykkede den ganske Sal med Recitation og Sang. - Det var et yderst fikst Arrangement, og jeg maa indrømme, at jeg var kendelig imponeret af den Scenevanthed, hvormed Pigerne een for een kom frem foran det røde Tæppe og flot afleverede hver sit Vers af Chr. Winthers Digt »Sjælland«. Der var ikke noget, der hed Lampefeber, nej, de deklamerede og agerede paa Livet løs med klare, tydelige Stemmer til Fryd for Tilhørerne og til Ɔre for Deres Lærerinde.
    Herefter fulgte en hel lille Afdeling Høj-Dramatik; Tæppet gik til Side, og vi præsenteredes paany for 1. fm., som opførte »Kong Harald og Islændingen«. Kulisser eller særlig Kostumering fandtes ikke, og det var ogsaa et ganske underordnet Spørgsmaal, det gik storartet foruden. Mens Islændingen tog en Afstikker til Danmark og ligeledes efter Dramaets lykkelige Afslutning sang Pigerne »I alle de Riger og Lande«. De havde saadan nogle søde Stemmer, og de 500 Publikummer klappede begejstret og forsøgte omgaaende at konkurrere med dem i Fællessangen: »I Danmark er jeg født«.
    Saa blev Lysene slukket, Filmsapparatet summede, og snart rullede Gunnar Wangels Danmarksfilm over det hvide Lærred. Det er en ualmindelig smuk Farvefilm, et Indtryk, der yderligere forøges af de snart blide og stemningsfulde, snart brusende og inciterende danske Melodier, der ledsager Filmen.
    Efter Danmarksfilmen fulgte en meget interessant og ikke mindre farvestraalende Filmsreportage fra Danmarks Deltagelse i Verdensudstillingen i New York og fra de store Festligheder, der blev afholdt i Anledning af Danmarksdagen den 5. Juni 1940.
    Inspektør Hjelme talte derpaa ganske kort (jeg holder mig til Programmet, sagde Inspektøren) om Skoleforeningen og Konfirmationsfondens Virksomhed, glædede sig over den Agtelse, der altid havde bestaaet mellem Skolen og Foreningen, og udtalte Haabet om, at begge Parter i Fremtiden maatte kunne glæde sig over et godt Samarbejde. Som en Understregning heraf lød lidt efter Hartmanns og Gades Toner ud over Salen, hvor de blev modtaget med stærkt Bifald.
    Vilh. Baumgarten benyttede nu Lejligheden til at agitere en Kende for Skoleforeningen og bad Publikum have Ø. S. i Erindringen, naar vi i Fremtiden kaldte paa dem; desuden kunde enhver Interesseret henvende sig til Bestyrelsen efter Underholdningen og faa alle Oplysninger om Ø. S. og Fonden.
    Saa sang Pigerne igen som smaa Lærker under Himlen, og Festen afsluttedes, medens Forsamlingen staaende sang »Der er et yndigt Land«.
    En dejlig Aften var til Ende, og man gik i leende og snakkende Klynger ud i den lyse Sommeraften, tilfredse med Ø. S. og med Sæsonens første Arrangement.
Alice Nielsen.
i "SKOLEKAMMERATEN" juli 1941.

Logo image
Nogle sider ses bedst med 1024 pixels vinduesbredde.
© 2003, 2017- Webredaktionen Skolekammeraten
indeks er redigeret den 17.05.2017,
og er i alt hentet 84372 gange af 1450 brugere (82%).
 
Fatal error: Call to undefined function session_register() in /customers/d/5/0/skolekammeraten.dk/httpd.www/index.php on line 664