Østrigsgades Skole


Ny bruger?
Brugernavn:

Adgangskode:

Autologind?

Glemt Logind?

Brug musen til at pege på ord eller billeder, hvor under der kan være gemt uddybende eller forklarende tekst.

    For at sige det lige ud: Hvis Blik kunde dræbe, havde min Adresse, forlængst været Vestre Fængsel og jeg været afskaaret fra at ribbe op i gamle, maaske længst glemte Sager.
    For mange Aar siden ringede en pæn Stemme, der præsenterede sig som gammel Skolekammerat et eller andet, jeg ikke hørte, og medens jeg prøvede paa at naa frem til de Hjerneceller, der opmagasinerede gamle Skolekammerater, for at finde ud af, hvem han var, begyndte den pæne Stemme at fortælle mig om en Elevforening, der var under Dannelse for udgaaede Elever fra Skolen. Jeg kunde stadig ikke identificere Gæsten, for hvem det aabenbart ikke var gaaet op, at man er fuldstændig utilbøjelig til at tage mod Fornuft, naar man bliver forstyrret ved 6-Tiden - altsaa midt i sin Middag. Jeg fortalte samme Herre, at jeg havde et aargammelt Forhold til andre Foreninger og var saare godt tilfreds med det, saa jeg fandt ingen rimelig Anledning til at prøve noget nyt, men han var ikke til at standse i sin Skoleforenings-Hymne, og da jeg var forhindret i at bringe hans Svada til ophør ved at lukke Døren, for min Ven havde ved Samtalens Begyndelse anbragt sig paa Dørtrinet og saaledes afskaaret mig fra at være uartig imod ham, fandt jeg ingen anden Maade at blive ham kvit paa, end at bøje mig ind under hans Vilje og lovede at komme til Stede paa Skolen. Saa tav han!
    - Det var paa Tegnesalen (eller var det paa Skolekøkkenet?), at jeg første Gang præsenteredes for Foreningen. Jeg kom nemlig med Skam at melde ikke den Aften til Starten, som jeg havde lovet, men jeg gjorde, Bod ved at stille til en senere Sammenkomst, og jeg havde foreslaaet en Ven at gaa med. Han var saa hyggelig og desuden plejede vor humoristiske og lyriske Sans at reagere paa nøjagtig de samme Ting, en ikke uvigtig Faktor, naar man indlader sig paa noget, man ikke er helt klar paa. Men lad det være sagt med det samme, at vi fandt os hurtigt til Rette i det store, ikke just komfortabelt udstyrede Lokale, og de mange Skoleborde, der pietetsløst var fyldt med Kaffekopper og Wienerbrødsfade, bidrog svært til at samle de mange fremmødte til en stor Familie og give Sammenkomsten sit Særpræg. Hvilket Held, at Lokalets Katheder ikke blev taget i Brug. I Stedet for at sidde ophøjet paa en saadan Trone tog vore Lærere med Inspektøren og Frue i Spidsen Plads iblandt os som vore Kammerater, sludrende og fortællende, saa det var en Lyst, alt imedens vi alle drak Kaffe og spiste Basser, der let og elegant fremtrylledes af vore forhenværende Lærerinder.
    Selv om jeg ikke i min Skoletid var ligefrem »Ukammerat« med vore Lærere - Gud bevares, vi er nogle Stykker, der har faaet visket Støvet af Bagdelen ved nogle Lejligheder - saa var jeg dog altid mest tryg ved at være skilt fra dem ved en Bariere paa 3-4 Bænke. Saa De forstaar, Overgangen var lidt voldsom - men viste det sig hurtigt - til lige stor Glæde for alle Parter; maaske til Tider endda til for stor, og jeg har aabenbart ikke holdt mig tilbage; thi medens mine Kopar forlængst er forsvundet, bærer jeg endnu paa venstre Underarm Spor af min Følgesvends skarpe Negle.
    Der var ogsaa godt Slag i Underholdningen. Oplæsning og Sang vekslede (der var ikke Klaver paa Salen, men det gik alligevel udmærket), ja, selv vore egne med kunstneriske Ambitioner befængte tog Haand i Hanke, hvis man da kan sige saadan i Forbindelse med Rich. Sørensen, der luftede sin Tenor (og gjorde det godt) i højt lovpriste Serenader og Operaudtog af hæderkronede Mestre; jeg mindes bl. a. »Kom Garina« (De ved den: I min Arm du skal ej  fryse)  og Valentins  Bøn af »Faust«,  som Harry
Christensen (Abrensberggade) med Sans for det dengang aktuelle paa staaende Fod omdøbte til »Faustinus' Bøn«. Hvad vi kunde faa ud af Titler og Komponistnavne var ikke Smaating.
    Jo, jo, der skete noget, og det viser sig nu senere, at jo mere man kan vade i Overflod ved festlige Lejligheder, des dybere sidder Mindet. Lad saa denne Overflod for udenforstaaende se nok saa fattig ud.
    - Der blev af udenforstaaende og uforstaaende sagt meget om og imod Ø. S. - Guderne maa vide hvorfor, selv vidste de det i hvert Fald ikke, men jeg indlod mig overhovedet aldrig paa at imødegaa det. Man giver sig dog ikke til at diskutere sin Elskede. Og jeg elskede den Forening med en Kærlighed, der gjorde mig blind for dens mulige Fejl og Mangler. Det var »Kærlighed ved første Blik«. Jeg ramtes den Aften, og vi har holdt ubrødeligt sammen siden.
    En og anden vil maaske paastaa, at dette er Nonsens og overspændt Fantasteri og saaledes friste mig til at føre uomtvistelige Argumenter som Byfogedregninger o. lign. i Marken - men den gaar ikke, Granberg. Meget har min Ungdomskærlighed og jeg oplevet sammen af Sorger og Glæder, men Minderne er mig dyrebare og skal ikke profaneres.
    - Var end Tegnesalen Stedet for vort første Møde, saa blev det dog i Gymnastiksalen, vi havde vore fleste Stævnemoder. Her holdt vi mange af vore Medlemssammenkomster, og her dyrkede vi Gymnastiken med en Energi og en Appel, der paa Afstand kunde lyde som en Hektoliter Koks paa Vej ned ad en meget høj og stejl Trappe; og hørte man en Aften, naar Mørket saa sort som en Uldtrøje sænkede sig over Kvarteret, Latter og Musik derinde fra og havde Energi og Frækhed nok til at entre op ad Brandstigen (ved Drengeindgangen) og kigge ind gennem Vinduerne, kunde man godt være heldig at se en Flok Ø. S.ere dyrke de højere Kunstarter efter Dagens Arbejde. Hvis man ikke selv kunde nyde det, saa kunde man i hvert Fald se paa de Agerendes Ansigter, at de i højeste Grad frydede sig over at være med i denne Masseudfoldelse af Larm, uden smaalig Hensyntagen til Instruktørens Fagter og Gebærder. Og den Ros skal de ha', at de kunde lave det helt rigtige dengang, de lod nemlig være med at tænke saa meget paa, hvad Medlemmerne efter Sigende gerne vil ha' - og det har de rigtig godt af at faa at vide - Medlemmerne.
    Man er efterhaanden vant til at betragte det, at spille eller se andre spille Komedie i Aulaens flotte og moderne Omgivelser som noget saa ganske selvfølgeligt, at det ikke er fri for at lyde lidt affekteret, naar nogle af de gamle Skuespillere, der har anvendt adskillige Timer af deres Fritid paa at opstille Scener paa Ølkasser, arrangere Tribuner og fremtrylle Fautuille ved Hjælp af Gymnastiksalens bekendte Skamler og Brædder, med et Islæt af Foragt i Stemmen siger: »Ja, med saadanne Hjælpemidler er det s'gu' ingen Sag.« Men det er kun forstaaelig Misundelse - jeg ved det fra mig selv -, thi hvorom alting er, vi var glade for Gymnastiksalen og for den store Velvilje, vi altid mødte paa Skolen. Det forhindrede dog ikke, at der var Krøsus'er, som med ophøjet Foragt for Omkostningerne foreslog at leje Stole og lignende ude i Byen, men som den Businessman Damsgaard allerede dengang var, syltede han »Ideen« med den træffende Replik: »Hvorfor skal man ofre paa Halen, hvad man har tjent med Hovedet!«

Den usynlige.
Artikel i "SKOLEKAMMERATEN" september 1936.

Logo image
Nogle sider ses bedst med 1024 pixels vinduesbredde.
© 2003, 2017- Webredaktionen Skolekammeraten
a19360904 er redigeret den 17.05.2017,
og er i alt hentet 1306 gange af 507 brugere (28%).